Kan klima-reklamefilm påvirke den grønne omstilling?
Kan du huske IKEAs reklamer ”testet af hverdagen” eller Niels Olsen der spillede Gunnar i Fiskeriforeningens reklamer i 90erne og fik os allesammen til at spise mere fisk med, hans ikoniske replik, ”Det ik´så ringe endda”? Forskningsmæssigt er det påvist gang på gang, at reklamer taler til og påvirker vores underbevidsthed og kan derfor have en enormt stor indvirkning, når vi samfundsmæssigt ønsker en omstilling.
Disse sjove, skæve reklamer var vi i Klima-X inspireret af og vi overførte derfor denne form for tankegang til reklamefilm der drejer sig om den grønne omstilling. Vi indledte et tæt samarbejde med det aarhusianske filmproduktionsselskab Wasabifilm om at lave disse klima-reklamefilm. Indholdet tematiserede klimaområderne transport, ferie, genbrug og kost.
NRGIs Værdipulje samt Region Midtjylland har støttet økonomisk op om projektet.
Se filmene her:
Hvordan har klimareklamefilmene så påvirket den grønne omstilling?
I en periode på knap 3 måneder (september-november 2021) har vores klimareklamefilm kørt på Facebook og Instagram. I oktober måned 2021 er filmene ydermere blevet vist i biograferne i Aarhus (biocity, Cinemaxx og Trøborg biografen). Klimafilmen med “ferie” som tema har fået flest views og der er generelt flest kvinder i områderne Midtjylland, København og Sønderjylland der har vist interesse for filmene.
Det har skabt en stor aktivitet på Klima-Xs hjemmeside på vores call-to-action sider og der har været gennemsnitligt 300 unikke besøgende pr. dag på hjemmesiden i kampagneperioden. I biografen har 91389 gæster fået fremvist klimareklamefilmene. Så i alt har filmene potentielt set nået ud til 328.000 personer i landet i kampagneperioden.
Af de berørte temaer i klimareklamefilmene har det været tydeligt for os at mærke, at klimafilmen vedr. en kødfri dag om ugen har givet allermest debat på vores sociale medier. Primært mænd har deltaget i debatten, for og imod det at spise mindre kød.
Vores observationer af filmenes påvirkning er lavet ud fra kommentarer på vores sociale medier og er følgende:
- Mænd er fortsat den gruppe i befolkningen der har sværest ved den grønne omstilling i forhold til at ændre madvaner og spise mindre kød.
- Der efterspørges konkrete tal-facts på vandforbruget på kødproduktion kontra grøntsagsproduktion.
- Danskernes madvaner er af disse 4 berørte temaer i filmene, det tema som skaber mest diskussion.
- Mange prioriterer allerede ferie i Danmark og flere kobler det sammen med et hensyn til klimaet.
- Kvinder er mest modtagelige og optagede af den grønne omstilling
- Kvinderne ønsker og søger direkte efter call-to-actions på den grønne omstilling.
Vores observationer fra denne kampagne udbygger vi videre på, i vores efterfølgende kampagner. Derudover leder vi allerede nu efter nye samarbejdspartnere til version 2 af klimareklamefilmene med nye temaer.