- December er der en fællesgave, som ungerne skal deles om. Den er klassisk og jeg ved, at de ved, hvad den indeholder, for det har den gjort hvert år d. 1. december, nemlig et kalenderlys – forskellen på i år og de andre år er, at jeg i år har fundet et kalenderlys lavet af 100% bivoks fra BISTAD – BISTADs voks stammer fra bigårde, hvor der hverken anvendes pesticider eller antibiotika, som ekstra bonus har jeg bagefter fundet ud af at BISTAD udover at lave lækker lokal honning også beskæftiger udsatte borgere, og det synes jeg simpelthen er sådan et fint projekt.
Jeg har købt lyset i RAA på Godsbanen i Århus, men det kan også købes i BISTADs egen webshop.
- December. Dampede hasselnødder – igen har jeg været på besøg hos pigerne i RAA på Godsbanen – butikken er drevet af to skønne biologistuderende, som bare altid har tid til at fortælle om de produkter, de har i deres butik. Butikken er emballagefri, så man skal selv medbringe bøtter eller glas.
Både den 11 og 12-årige elsker at komme i RAA fordi ”det er ligesom om, at de tager mig seriøst, selvom jeg kun er 11 år mor”.
De dampede hasselnødder er HELT fantastiske, det er som at spise nutella bare uden palmeolie. For nylig har jeg nemlig lært af mine børn, at der er mange produkter, der indeholder palmeolie, og det er noget med, at det palmeolie altså kommer fra orangutangernes træer, så Nutella og andre produkter i den kategori er lagt på hylden. Nu er vi ikke specifikt ude på at hænge Nutella, som vi kender det fra den store glasbøtte med det hvide låg, ud. På deres hjemmeside kan man læse om, deres certificeringer og holdninger til bæredygtig produktion – for os var Nutella bare et produkt, hvor vi følte, at det kunne vi godt undvære uden de helt store afsavn.
- December. Dentatabs – Dentatabs er en helt ny ting for mig, og de kræver altså lige lidt tilvænning. Det er i al sin enkelhed en lille tablet man knuser med tænderne, og så bliver den opløst og herefter børster man så tænder. Begge unger får en lille æske fyldt med tabletter. Æsken har jeg købt i TINC i Århus, men man kunne også sagtens bruge små syltetøjsglas eller noget i den stil. Tabletterne har jeg købt hos pigerne i RAA, og de kommer både i en variant med og uden fluor. Så fra nu af, er der altså ingen plastictuber med tandpasta på hylderne i det lille hjem.
- December. Bambusopvaskebørster. Okay, allerede nu har man jo nok på fornemmelsen, at det her ikke bliver den gave, der hitter allermest, men det er et let sted at lave et skift – fra plasticbørster til bambusopvaskebørster. Jeg har købt børsterne i Føtex, og nu er der bare tilbage at håbe på et julemirakel, hvor ungerne pludselig begynder at interessere sig for opvasken.
- December. Vanter – de er ikke specielt bæredygtige, men de har en funktion, og på den måde fandt de alligevel vej til pakkekalenderen. Det er bare helt almindelige strikhandsker fra HM, og vi mister hver vinter mindst fem par – derfor er der i pakken også vedlagt noget farvet garn og en nål, og så skal vi have gang i de gode gamle korssting. Så planen er, at vi sammen skal brodere vores initialer på vanterne i et måske lidt naivt, men virkelig velment forsøg på at kunne finde vanterne igen i skolens glemte ting og sager – hvor vi jo godt ved, at de skal findes mere end én gang i løbet af vinteren.
- December. Uldsokker – Uldsokker kan man jo altid bruge i de kolde vintermåneder, og vi bruger dem også som hjemmefutter. Jeg har købt dem på julemarkedet i Ridehuset, hvor der altid sidder nogle helt skønne damer og strikker i de skønneste farver – jeg vil tro, at man kan finde uldsokker på julemarkeder i det ganske lande i december måned, og hvis man vil sætte lidt ekstra ind på karmakontoen har jeg fundet ud af, at den frivillige organisation Hjemløs i Århus samler tøj ind lørdag d. 14 december – det kan du læse mere om på deres Facebook.
- December. Bambustandbørster – Jeg har aldrig rigtigt tænkt over, hvor mange plastictandbørster jeg har brugt i mit liv – men det er nok alligevel blevet til en del gennem de sidste 40 år. Det er endnu et nemt sted at lave et lille skift uden, at man egentlig mærker det – jeg har set flere forskellige slags, både i bambus og i genbrugsplast, men er endt med at købe tandbørster af mærket Biobørsten. De er 100% bionedbrydelige og er udviklet af tandlæge Frederik Hallengren. De har noget, som længe gjorde, at jeg ikke skiftede plastictandbørsterne ud, nemlig et ikke alt for stort børstehoved og bløde børstehår! Jeg har købt dem hos de gode piger i RAA, og har indtil videre ikke set dem andre steder.
- December. Håndsæbe – hos TINC i Århus er det lidt ligesom at gå ind i en slikbutik, når man skal købe et stykke sæbe, og yngstebarnet har længe sukket efter et helt særligt stykke sæbe med en flot pink farve og kokosdrys – vi bruger ikke så meget parfume her på matriklen, så derfor har jeg flere gange sagt nej, men nu er det jo kun jul én gang om året…. Sæben sælges uden indpakning, og TINC sælger de skønneste metalæsker man kan putte sæben i.
- December. Shampoobar – i netshoppen Økofamilien har jeg fundet verdens måske bedste shampoo/balsambar – den hedder Hair Crystal Bar, og jeg fik selv en i julegave sidste år. Den er simpelthen så god. Slut med plastikbøtter i bruseren, nu har jeg bare et syltetøjsglas med baren i, når den er tør. Når den er våd, lader jeg den ligge på en lille rist og tørre – nu får ungerne også en hver, de kan have med i tasken til sport eller på tur.
- December. Bioglitter – Ikke alt hvad der glimter er guld…. Og jeg har også lært, at bare fordi, der står ”bionedbrydelig” på noget, så kan det godt være, at det ikke kan ses med det blotte øje, men de små usynlige dele forsvinder ikke i naturen – Denne glimmer udmærker sig ved at være plasticfri og 100% bionedbrydelig, den er nemlig lavet af eukalyptus, og den er så fin, at jeg fortryder, at jeg ikke har købt mange flere farver. Jeg fandt den på en rejse til London, men du kan læse mere om Bioglitter på deres hjemmeside https://www.bioglitter.com/ og måske finde en forhandler.
- December. Chokoladeskeer
Helt almindelige ispinde med et skeformet hoved, som skal røres rundt i varm mælk – de er købt i Netto, og man kan jo håbe, at frosten bider, og vi så kan sidde inde og drikke varm kakao.
- December. Popmajs med filmaften – to små syltetøjsglas fyldt med popmajs og et håndskrevet kort med en invitation til at se julefilm med dyner på sofaen og masser af lune popcorn – det bliver en god dag!
- December. Te – vi drikker utrolig meget te, og derfor var det helt oplagt at købe noget dejlig te. Flere steder kan man købe te i løsvægt, og jeg har købt en stor portion af vores yndlingste hos RAA.
- December. Skilte til navne på de ting, vi sår i kolonihaven – På en ferietur tidligere på året, var jeg så heldig at falde over nogle meget fine metalskilte, man kan sætte i jorden, når man har sået frø i sin have. Ungerne har hver deres fine højbed i vores kolonihave, og til foråret bliver det nu lidt nemmere at følge med i, hvad vi har plantet hvor. Du kan finde lignende skilte her https://www.zinkbakken.dk/planteskilte.html
- December. Pap og garnrester – En del af mine indkøb til denne pakkekalender har jeg gjort hos pigerne i RAA, og da de fandt ud af, at jeg prøvede at lave en mere klimavenlig pakkekalender, kom en af dem med dette fine forslag. Få brugt dine garnrester ved at lave fine julekort ud af karton og garn. Man tegner et motiv på karton og prikker huller rundt langs med stregerne, og herefter trækker man garnet igennem hullerne – BINGO! Så her var der en aktivitet, vi kunne lave sammen og samtidig få brugt garnrester fra dengang, jeg troede, at jeg var sådan en, der kunne strikke. Bonusinfo: Jeg har ladet mig fortælle, at gode julemotiver er julekugler og slikstokke.
- December. Krydderier til julesmåkager – I vores lokale Netto er de supergode til at samle en stor kasse med ”stop madspild”-varer. Dem der med de gule klistermærker, hvor man altid lige tjekker, hvor længe varerne egentlig kan holde sig. Her var jeg så heldig at finde krydderier til julesmåkager i breve til 1kr stykket – jeg har pakket dem sammen med et lille kort, hvor jeg inviterer til den store julebagedyst i køkkenet. Så skal jeg bare huske at købe mel, smør og sukker til dagen – jeg forudser allerede nu et ydmygende nederlag…. Og ja, jeg har Timm Vladimirs stemme klar på mobilen ”TRÆD VÆK FRA JERES KAGER”!
- December. Krymmel og pynt til småkager – Hvis vi ikke har nået at spise alle kagerne, var det tanken, at vi kunne pynte dem sammen. Jeg har desværre ikke kunnet finde krymmel og pynt, som ikke var pakket ind i plastic – det må jeg have undersøgt nærmere til næste år!
- December. Metaldåser, som vi kan lave huller i og lave lygter ud af – Jeg har gennem flere måneder gemt en masse konservesdåser i forskellige størrelser. En gammel barndomsveninde har med stor succes i den SFO, hvor hun arbejder lavet lygter med søm, hammer og fyrfadslys. Så nu skal der bare laves en masse huller i dåserne. Man kan evt. lave snefnug eller stjernemotiver – ligegyldigt hvilket motiv, man ender med, ser det superflot ud i en mørk vinternat.
- December. Naturtyggegummi – Naturtyggegummi uden kunstige sødemidler og plastic har jeg været heldig at falde over i vores lokale Føtex. Det kom egentlig lidt bag på mig, men YAY Føtex!
- December. Fodbadesalt til hjemmespa – Sådan nogle syltetøjsglas kan jo bruges til mange ting, og i dag har jeg valgt at fylde lidt Epsomsalt i to små glas og skrive et lille kort om, at der er fodspa, mens vi ser julekalender. Så får vi lige ordnet de stakkels fødder, der er spærret inde i store varme vinterstøvler, hver eneste dag. Saltet havde jeg i forvejen, men det kan efterhånden købes mange steder og helt sikkert i din lokale Matas.
- December. Hårelastikker – Her på matriklen er vi to piger med mellemlangt hår og en dreng med megalangt hår, derfor har vi også et ret stort forbrug af elastikker – det er ikke verdens mest spændende gave, men en af præmisserne for denne pakkekalender var jo netop, at tingene skulle have en funktion, og det har elastikker altså – så dagens gave er en opfyldning af elastikdepotet.
- December. Metaldåse til opbevaring af sæber
Jeg har nævnt dem tidligere også, men TINC har nogle virkelig fine metaldåser til opbevaring af sæber og andre ting – dem får ungerne hver en af i dag til deres shampoobar.
- December. Aloe Vera stiklinger – på mit job, har vi de skønneste store aloe vera planter stående, og de har masser af små stiklinger. Jeg har allieret mig med vores servicechef, og har fået et par stiklinger med hjem, som jeg har planet ud i…. ja du gættede det… syltetøjsglas. Det har ikke kostet mig noget, pottemuld og glas havde jeg i forvejen. Man kunne måske spørge sig lidt frem og høre om der var nogen, der lå inde med stiklinger til f.eks. pilea eller lignende.
- December. Den 24. skal der jo gerne være en lidt større gave, og jeg havde egentlig investeret i Bea Johnsons bog Zero waste – gør tilværelsen enkel ved at reducere dit affald, men er efterfølgende faldet over denne bog Lad os redde verden af Isabel Thomas, som er skrevet til børn, så den er kommet med hjem også.
Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine ideer til, en lidt mere klimavenlig pakkekalender – jeg har selv haft det enormt skægt med at finde på gaver og aktiviteter, der kan skabe lykke hos mine to klimatosser.
Med ønsket om en glædelig og klimavenlig(ere) jul.
/Pernille
Disclaimer: Hverken Klima-X eller jeg har modtaget penge fra nogle af de butikker der er nævnt på listen 🙂